Search for a command to run...
Siden fremkomsten af den rekreative by og fornyelsen af urbane kropspraksisser er badning blevet både et politisk anliggende og et fornyet forskningsfelt. I denne kontekst analyserer afhandlingen udviklingen af den danske hovedstads havn siden åbningen for urban badning. Hvis denne åbning oprindeligt indgik i en strategi, der skulle omdanne byens image til en sund og attraktiv by, afslører den efter tyve år praksissens succes de spændinger, der knytter sig til tilegnelsen af havnerummet. Havnens rum udgør nu et rekreativt kontinuum, gennemkrydset af kontinuiteter og brud, som udspringer af planlægningsvalg og beboerdynamikker, og som kalder på en mobilisering af habiter-begrebet inden for en socio-geografisk teoretisk ramme. Forskningen organiseres omkring en grundlæggende spænding: Gensidigt svarer badeanlæg og badning hinanden. Mens førstnævnte legemliggør nye måder at bebo byen på, udfordrer sidstnævnte de aktuelle og fremtidige former for regulering af Københavns havn. Med udgangspunkt i en tværfaglig metode, der kombinerer deltagerobservation, visuelle metoder, semistrukturerede interviews og dokumentanalyse på fremmedsprog, sammenholder afhandlingen en arkitektonisk analyse af badestederne med en undersøgelse af de praksisser, der udfolder sig dér. Den påviser en diversificering af kajernes udformning i takt med den kraftige vækst i brugen: Arkitekturen bliver en aktiv aktør, der former rytmer, kropsstillinger og stemninger, varieret efter brugergrupper og deres motivationer. Undersøgelsen struktureres omkring fire akser: årstidsligheden i en beboet havn, mellem hverdagens vinter og massernes sommer; spatialiteten, mellem åbent vand og afgrænset vand; den urbane integration, mellem planlagt badning og approprieret badning; samt tilpasningen af havnereglerne som et offentligt svar på uformel badning. Urban badning indskriver sig i en nordisk livsform omkring den aktive krop og fremstår som en afslørende indikator for nye måder at bebo på, struktureret omkring kropslig egenomsorg, fællesskabelig sociabilitet og et, om end tæmmet, forhold til naturen. Men når badende bevæger sig ud over de tilladte zoner, opstår der brugskonflikter, som udvisker grænsen mellem offentligt og privat rum. Disse spændinger belyser til syvende og sidst den neoliberale bys indbyggede modsætninger: Trods ambitionen om social åbenhed har havnebade en tendens til at blive eksklusive rum, præget af bolignærhed og socioøkonomisk indelukkethed.