Search for a command to run...
Formålet med dette arbejdspapir er at skabe øget viden og opmærksomhed om den store variation i tilbud og støtte til pårørende i danske kommuner. Arbejdspapiret kan inspirere til, hvordan forskellige aktører – herunder sundhedsprofessionelle, organisationer og beslutningstagere – kan understøtte et tæt og respektfuldt samspil med pårørende, hvor deres indsats anerkendes som en væsentlig ressource, uden at de pålægges urealistiske forpligtelser. Arbejdspapiret baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse af, hvilke tilbud kommuner generelt har til pårørende og en dybdegående interviewundersøgelse af 15 pårørendevejlederes erfaringer med at tilbyde støtte til pårørende. På baggrund af undersøgelsen anbefaler vi at: 1) Kommunerne skal sikre adgang til hjælp for alle typer pårørende. 2) Kommunerne skal synliggøre deres pårørendetilbud både for kommunens ansatte og borgerne. 3) Kommunerne skal sikre praksisnær kompetenceudvikling for plejepersonale i at samarbejde med pårørende. 4) Pårørendevejledere skal have myndighed. 5) Der skal være en national lovgivning og strategi for støtte til pårørende.