Search for a command to run...
Baggrund: Studerendes mentale trivsel og tilknytning til uddannelsen er centrale temaer i professionsuddannelserne. Denne artikel undersøger, hvordan naturen som pædagogisk rum kan understøtte læring med afsæt i refleksiv praksislæring samt bidrage til at styrke trivsel og sociale relationer blandt sygepleje- og pædagogstuderende. Metode: Med afsæt i en tværprofessionel temadag i Naturlandsbyen ved Doverodde deltog 60-70 studerende i undervisningsaktiviteter i naturen med fokus på fysisk, psykisk og social sundhed. En fælles mundtlig evaluering blev gennemført ved dagens afslutning, og der følges op med et spørgeskema senere. Diskussion: Evalueringen viser, at de studerende oplevede øget engagement, fællesskab og faglig refleksion, særligt gennem kropslig og sanselig læring i naturen. Enkelte kritiske perspektiver peger på behov for en tydeligere professionskobling og en bedre balance mellem antallet af studerende fra de forskellige uddannelser. Konklusionen: Refleksiv praksislæring i naturen rummer potentiale for at fremme trivsel og tilknytning i professionsuddannelserne. En opfølgende spørgeskemaundersøgelse planlægges for at undersøge langtidsvirkninger på studietilknytning og tværprofessionelle relationer.