Elevers perspektiver på mistrivsel og ressourcer som pejlemærke for trivselsarbejde

[DK] Denne artikel undersøger, hvorledes elevers perspektiver på trivsel og mistrivsel kan bidrage til at kvalificere det specialpædagogiske arbejde med tidligt at opspore og forebygge vedvarende mistrivsel. Med udgangspunkt i interviews med 19 elever fra 7. klasse belyser undersøgelsen, hvordan børn og unge selv oplever og navigerer i trivsel, søger hjælp og håndterer udfordringer på tværs af hjem, skole og fritid. Analysen afdækker tre centrale fund: 1) Eleverne konceptualiserer ikke lærere som dem, det er naturligt at gå til for hjælp ved trivselsudfordringer, 2) de navigerer i komplekse trivselssignaler bag tilsyneladende trivsel, og 3) de udvikler maskeringsstrategier, når udfordringer akkumulerer. Undersøgelsen peger på, at forebyggende praksis må organiseres omkring proaktiv identifikation, fordi eleverne ikke nødvendigvis selv henvender sig, og at tværprofessionelt samarbejde mellem lærere og socialrådgivere kræver systematisk organisatorisk forankring i hverdagspraksis. Artiklen udfordrer kommunale strategier om, at det forebyggende trivselsarbejde kan baseres på selvhenvendelser fra elever eller deres forældre. Elevernes egne perspektiver leverer konkrete perspektiver til kvalificering af særligt organisatoriske betingelser for det specialpædagogiske og tværprofessionelle samarbejde på almenområdet. [UK] This article investigates how students’ perspectives on wellbeing and distress can contribute to qualifying special educational work with early detection and prevention of persistent distress. Based on interviews with 19 students from 7th grade, the study examines how children and young people experience and navigate well-being, seek help, and handle challenges across home, school, and leisure contexts. The analysis reveals three central findings: 1) Students do not conceptualize teachers as natural sources of help for well-being challenges, 2) they navigate complex well-being signals behind apparent well-being, and 3) they develop masking strategies when challenges accumulate. The study suggests that preventive practice must be organized around proactive identification rather than reactive approaches, and that interprofessional collaboration between teachers and social workers requires systematic organizational integration. The article challenges normative assumptions about child participation by showing that participation presupposes detection of well-being challenges through well-developed noticing competencies. Students’ perspectives provide concrete experiences for qualifying both special educational judgment and interprofessional collaboration in mainstream settings.