Romantikken:Natur mellem harmoni og disharmoni hos H.C. Andersen

Kapitlet undersøger det miljøetiske potentiale i "Den lille Havfrue" ved at placere eventyret i spændingsfeltet mellem romantikkens harmoniæstetik og en senromantisk skepsis over for transcendens og hierarkisk verdensorden. Med afsæt i værkets receptionshistorie – fra "Den lille Havfrue" til Fishtail – fremhæves, hvordan forholdet mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige kontinuerligt omfortolkes.<br/><br/>Teoretisk indskrives læsningen i dialog med økokritikkens romantikreception hos bl.a. Kate Rigby og Timothy Morton. Hvor tidlig økokritik ofte har fremhævet universalromantikkens holistiske natursyn som proto-økologisk, peger artiklen på risikoen for at reproducere romantikkens binære natur/kultur-opposition. Med inspiration fra Mortons dekonstruktive tilgang argumenteres der for, at det snarere er romantikkens selvrefleksive ironi og formmæssige ambivalens, der rummer et frugtbart miljøkritisk potentiale.<br/><br/>Gennem en nærlæsning af eventyrets elementhierarki (vand, jord, luft, ild) vises det, hvordan teksten på overfladen etablerer en universalromantisk opstigning fra natur til ånd, men samtidig undergraver denne struktur gennem similer, spejlinger og kategorial forvirring. Havfruens mislykkede transcendens destabiliserer forestillingen om menneskelig exceptionalisme og blotlægger en verden præget af overlap, mellemkategorier og gensidig afhængighed. Samtidig indlejres en diskret kritik af kolonialisme, kapitalisme og patriarkalske hierarkier i skildringen af menneskenes verden.<br/><br/>Afslutningsvis fortolkes eventyrets mellemtilstand, havfruens prøvetid som luftdatter, i lyset af den senromantiske æstetik ”det interessante”. I stedet for at bekræfte et harmonisk, metafysisk funderet verdensbillede fastholder teksten en produktiv tvivl og en etisk fordring om deltagelse i verden. Kapitlet konkluderer, at det netop er denne kombination af skepsis, ambivalens og handlingsorienteret indlejring i det materielle, der udgør romantikkens mest overbevisende miljøetiske bidrag.